• RSS
Om Leasing Hvad er leasing?

Hvad er leasing?

 

 

Leasing betyder leje og er en anerkendt finansieringsform.

Der findes 2 former for leasing:

 

 

Finansiel leasing

Finansiel leasing betyder, at KommuneLeasing mod betaling af en leasingydelse, stiller driftsmidler til rådighed for en kommune eller region i en aftalt periode. I leasingperioden får kommunen eller regionen fuld brugsret over driftsmidlet men også al risiko og ansvar forbundet med udstyret.

 

 

Operationel leasing

En operationel leasingaftale svarer til en traditionel lejeaftale.
I operationelle leasingaftaler er leasingperioden ofte væsentligt kortere en aktivets levetid. Aktivets anskaffelsessum bliver således ikke fuldt tilbagebetalt over lejeperioden, men må genudlejes flere gange eller sælges af leasingselskabet. Leasingselskabet har risikoen på restværdien. Ved operationel leasing påhviler vedligeholdelsespligten leasingselskabet, ligesom selskabet må bære risikoen og ansvaret for aktivet som ved almindelige lejeaftaler. Alle disse forhold medfører selvfølgelig en højere leasingydelse til leaser.

 

 


Kommunal leasing

Reglerne for kommunal leasing er fastsat i Indenrigsministeriets lånebekendtgørelse samt vejledningen til denne.

Generelt tillader lånebekendtgørelsen/vejledningen mulighed for leasingfinansiering af driftsmidler, mens leasingfinansiering af anlæg opfattes som lån og dermed fragår kommunens låneramme.
Såfremt der ikke er plads indenfor kommunens låneramme, skal kommunen deponere et beløb, svarende til værdien af det lejede/leasede anlægsaktiv.

Indenrigsministeriet har ikke opstillet regler, der entydigt afgrænser, hvad der opfattes som henholdsvis drifts- og anlægsinvesteringer/aktiver. I Det Kommunale Budget- og Regnskabssystem (afsnit 2.2) er der alene opstillet generelle retningslinjer for, hvordan afgrænsningen mellem drift og anlæg bør ske. I vejledningen til lånebekendtgørelsen fremhæver Indenrigsministeriet følgende hovedregler, der har betydning for, om en udgift kan karakteriseres som drift eller anlæg:

 

 

  • En vurdering af udgiftens størrelse og karakter (type) i forhold til den pågældende institutions eller aktivitets sædvanlige udgiftsniveau.
  • En vurdering af, om der som følge af udgiften sker væsentlig ændring i den pågældende institutions eller aktivitets sædvanlige udgiftsniveau.
  • Styringsmæssige overvejelser.
  • Nybyggeri af større omfang bør altid henføres til anlægssiden.
  • Udgifter til ombygning, renovering m.v. vedrørende lejede lokaler bør som hovedregel henføres til driftssiden. Der kan dog forekomme situationer, hvor lejemålets længde og udgiftens størrelse kan begrunde en henføring til anlægssiden.

På baggrund af de generelle retningslinjer er det op til den enkelte kommune at vurdere, hvad der henholdsvis er anlægs- og driftsinvesteringer/aktiver. I de fleste tilfælde er det dog rimelig klart hvorvidt, der er tale om det ene eller det andet. Eksempelvis opfattes almindelig vedligeholdelse normalt som drift og ikke som anlæg.

 

 

Leasing af driftsmidler

Der gives som ovenfor anført generelt mulighed for leasingfinansiering af alle typer af driftsmidler.

Den mest anvendte leasingfinansiering sker indenfor områderne for IT-udstyr, teknisk materiel, biler, skolemøbler, kontormaskiner og inventar.

Leasingfinansiering af driftsmidler påvirker ikke den kommunale låneramme.

 

 


Leasing af anlæg

Leasingfinansiering af anlæg opfattes som lån og skal dermed fragå kommunens låneramme.

Såfremt der ikke er ledig kapacitet på kommunens låneramme, skal kommunen deponere et beløb, svarende til værdien af det lejede/leasede anlægsaktiv.

I visse situationer er der i lånebekendtgørelsen givet mulighed for, at der kan indgås leasingaftaler, mod deponering. Dette skal ses på baggrund af, at kommuner, såfremt de råder over likviditet svarende til det leasedes værdi, alternativt kan købe aktivet.

 

 

Sale and lease back (sælg og lej tilbage aftaler).

Princippet i sale and lease back aftaler er, at en virksomhed/kommune sælger et eller flere af sine aktiver til leasingselskabet, og herefter leaser det samme aktiv tilbage.

Den umiddelbare fordel ved sale and lease back er, at kommunen får mulighed for at frigøre likviditet, som er bundet i eksempelvis ejendomme m.v.

Jf. lånebekendtgørelsen kan sale and lease back-arrangementer ikke indgås uden Indenrigsministeriets godkendelse.

Det er bl.a. en betingelse, for at dispensationen kan gives, at arrangementet ikke påfører kommunen væsentlig økonomisk risiko, og at arrangementet ikke er spekulativt.

Såfremt en kommune opnår dispensation for sale and lease back-arrangement, skal kommunen deponere et beløb svarende til det leasedes værdi. Den maksimale deponeringsperiode er 25 år. De deponerede beløb bindes i en 10-årig periode, og frigives med 1/15 del årligt de resterende 15 år. Deponeringen ophæves dog såfremt leasingaftalen ophæves på et tidligere tidspunkt. Tilskrevne renter frigives løbende over deponeringsperioden.

 

 


Leasing hos KommuneLeasing

KommuneLeasing tilbyder finansiel leasing af alle driftsmidler. I samarbejde med LeasePlan Danmark A/S tilbydes operationel leasing af biler og varevogne under 3.500 kg.

Kommunen leaser/lejer et aktiv af leasingselskabet i stedet for selv at købe og herved bruge af kassebeholdningen.

Kommunen vælger selv aktivet og forhandler samtlige priser og leveranceforhold m.v. med den ønskede leverandør, nøjagtig som hvis kommunen selv ville købe aktivet.

KommuneLeasing køber – normalt efter kommunens anvisning - herefter aktivet, som herefter stilles til rådighed for kommunen i en forud fastsat periode.

I leasingperioden får kommunen fuld brugsret over det leasede aktiv og betaler for dette med en nærmere fastsat fast eller variabel leasingydelse. Udover leasingydelsen afholder kommunen alle vedligeholdelsesomkostninger, forsikringsforpligtelser etc..

Leasingydelserne, som kan afpasses kommunens budget, fastlægges ved aftalens indgåelse.

Alle aftalevilkår fastlægges/indgås typisk på KommuneLeasings standardvilkår, men der kan selvfølgelig tages hensyn til kommunens specielle ønsker.

 

Se egne leasingdata


Login her

Leasingregnemaskine

Leasingregnemaskine til brug for beregning af:
 

  • leasingoverslag samt
  • værdi af aktiver og gæld af leasingforpligtelser

Hent regnemaskinen her

  KommuneLeasing
en division af KommuneKredit

Kultorvet 16
1175 København K
 


Telefon: +45 3315 4464
Telefax: +45 3315 4413
   


www.kommuneleasing.dk
e-mail: kleas@kommuneleasing.dk
   


CVR-nr.: 2212 8612
EAN-nr.: 5790001266134
  KommuneLeasing
en division af KommuneKredit

Kultorvet 16
1175 København K
 


Telefon: +45 3315 4464
Telefax: +45 3315 4413
   


www.kommuneleasing.dk
e-mail: kleas@kommuneleasing.dk
   


CVR-nr.: 2212 8612
EAN-nr.: 5790001266134